Sporvogn

På din grønne sti jeg træder et spor, så langt som dagen og lyset.
Med slæbende skridt jeg overser døden, men skrækkes af varmen og gyset.

Dér ligger du blidt på skovbundens dække, formuldes af nærhed og tiden.
Jeg snubler en gang og lander helt fladt, fornemmer din træsko i siden...

(2014-11-21 10:35:49)